Brøndby Kommune er valgt til at deltage i ’Alle børns dagtilbud’
Brøndby Kommune er udvalgt til at være en del af det nye dagtilbudsprogram ’Alle børns dagtilbud’, der skal styrke den pædagogiske kvalitet.
Daginstitutionerne skal have et pædagogisk løft. Det er målet med programmet ’Alle børns dagtilbud’, der er et 4-årigt samarbejde mellem Professionshøjskolerne, Komponent og KL – og som LEGO Fonden har doneret 100 millioner kroner til.
Alle landets kommuner har kunnet søge om at blive en del af det populære udviklingsprogram, og nu er 17 kommuner så endeligt udvalgt til at deltage – og her er Brøndby altså en del af det gode selskab.
”I Brøndby har vi altid været frontløbere på velfærd. Omsorgsarbejde er vidensarbejde. Det er vigtigt for os, at vi med midler fra LEGO fonden nu får mulighed for at skabe forbedringer for både Brøndbys børn, men også ny viden til gavn for alle Danmarks børn,” siger borgmester Maja Højgaard.
Udviklingsprogrammets fokus kommer til at være på at styrke medarbejdere og lederes arbejde med den pædagogiske kvalitet i hverdagen. Det sker via kompetenceudvikling ude i de enkelte dagtilbud med legen som omdrejningspunkt. Her danner det pædagogiske personales praksis, relationerne til børnene samt lokale ønsker og behov grundlaget for, hvilke tiltag der sættes i værk.
Helt konkret vil det foregå på den måde, at de udvalgte institutioner i Brøndby får tilknyttet pædagogiske konsulenter, som skal arbejde med personalegruppen igennem de fire år, som projektet varer.
"Det er helt exceptionelt, at vi har fået mulighed for at deltage i projektet, så vi kan udvikle og styrke kvaliteten i vores daginstitutioner. Samtidig glæder det mig meget, at projektet bl.a. tager udgangspunkt i børns leg, fordi netop legen er så afgørende for deres udvikling og trivsel", siger formand for Børne- og Skoleudvalget i Brøndby Kommune, Anette Pilmark.
Forløbene udvikles sammen med det enkelte dagtilbud på baggrund af et solidt forsknings-grundlag og kan fx handle om, hvordan de kan styrke børnenes lege, hvordan de selv kan deltage i børns leg og dermed udvide deres kompetencer og forståelse af legens betydning for børns udvikling og deres fællesskaber.
Selvom ikke alle Brøndbys dagtilbud kommer til at deltage direkte i projektet, så er der godt nyt.
Det er nemlig planen, at erfaringerne skal deles på tværs af kommunens institutioner, så alle bliver klogere og får nye redskaber til hverdagen med Brøndbys børn.
’Alle børns dagtilbud’ begynder i december 2025, og i alt vil godt 2000 medarbejdere og 100 daginstitutionsledere på landsplan få styrket deres kompetencer – til glæde for de yngste borgere.
Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00