Gå til hovedindhold

Brøndby Kommune forlænger partnerskabet med DGI og DIF: Bevægelse og fællesskab i fokus frem mod 2030

Med en ny femårig visionsaftale har Brøndby Kommune netop cementeret sit fortsatte engagement i den nationale indsats Bevæg dig for livet.

12. nov. 2025

Indhold

    En ny aftale, som blev underskrevet ved det årlige politiske følgegruppemøde, markerer begyndelsen på en ny fase i samarbejdet mellem Brøndby Kommune, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI. Fokus er fortsat at skabe sunde, aktive og inkluderende fællesskaber, men med et øget fokus på at nå nye målgrupper og en endnu stærkere lokal forankring.

    Fem år med bevægelse har givet resultater

    Siden Brøndby Kommune i 2021 første gang blev visionskommune i Bevæg dig for livet, er der opnået en række markante resultater. Andelen af fysisk aktive borgere er steget fra 53 til 68 procent, og mere end 2.500 flere voksne er blevet aktive i foreninger eller aftenskoler.

    På børne- og ungeområdet er medlemstallet ligeledes steget, og særligt fritidspasordningen har vist sig som en effektiv løftestang for at sikre lige adgang til foreningslivet. Derudover har samarbejdet ført til en lang række indsatser på tværs af forvaltninger og foreninger; fra Idrætsleg i daginstitutionerne til, udviklingsforløb i foreninger til øget brobygning fra Center for Genoptræning og Forebyggelse til foreningslivet.

    Men evalueringen viser også, at der fortsat er grupper, som ikke i samme grad deltager i de fællesskaber, kommunen og civilsamfundet stiller til rådighed. Den nye aftale, der gælder frem til 2030, har derfor et skærpet fokus på at nå netop disse grupper og at styrke den sociale sammenhængskraft gennem bevægelse.

    ”Vi ved, hvor meget det betyder for at være en del af et aktivt fællesskab. Det handler ikke kun om motion, det handler om trivsel, identitet og om at høre til. Med den nye aftale har vi en stærk ramme for at fortsætte det vigtige arbejde med at række hånden ud til endnu flere,” siger borgmester Maja Højgaard.

    Med den nye aftale ønsker kommunen at bygge bedre bro mellem institutioner og foreningsliv, tilbyde bevægelsesindsatser i hverdagsmiljøer, og samtidig understøtte foreningerne. Blandt målsætningerne er at øge andelen af voksne medlemmer i foreningslivet med 2.000 og børn med 1.000, vel vidende, at det ikke kun er tallene, men også kvaliteten og mangfoldigheden af fællesskaberne, der tæller.

    Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, glæder sig over, at Brøndby fortsætter rejsen som visionskommune: ”Når Brøndby forlænger visionsaftalen, er det et klart signal: Bevægelse og fællesskab er for alle. Vi glæder os til at tage næste skridt mod endnu mere bevægelse og stærkere idrætsfællesskaber.”

    Hans Natorp, formand for DIF, fremhæver særligt den lokale forankring: ”Brøndby har et stærkt foreningsliv og en tydelig ambition om at gøre bevægelse til en naturlig del af borgernes hverdag. Det er inspirerende at se en kommune gå så systematisk og helhjertet til værks.”

    Aftalen er ikke kun en investering i sundhed, men i hele lokalsamfundets sammenhængskraft. Når mennesker mødes om bevægelse, opstår der fællesskaber, hvor man ser hinanden i øjenhøjde – på tværs af alder, baggrund og livssituation. Det er netop disse møder, der skaber et Brøndby, hvor alle kan føle sig som en del af noget større.

    Tilmeld dig Brøndby Kommunes nye nyhedsbrev

    Kontakt

    Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen

    Brøndby Rådhus
    Park Allé 160
    2605 Brøndby

    Telefon: 43 28 28 28

    Send sikker Digital Post

    E-mail: born@brondby.dk

    Åbningstider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Telefontider

    Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
    Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
    Fredag: Kl. 09.00 - 12.00

    Undgå lang ventetid i telefonen 

    Sidst opdateret: 12. november 2025