Mød Karen, der er frivillig på Gildhøjhjemmet

Det er mandag formiddag på Ældrecentret Gildhøjhjemmet. I aktivitetslokalet ’Midtpunktet’ spiller musikken, og beboerne hygger sig sammen. Midt i det hele er 77-årige Karen, som gennem tre år har været frivillig.

”Gildhøjhjemmet er nærmest blevet min familie,” siger Karen.

Hun er født og opvokset i Brøndby og har boet her hele sit liv. I dag bor hun blot fem minutter på cykel fra Gildhøjhjemmet. Tidligere arbejdede hun som pædagogmedhjælper, og hun har altid holdt af at være aktiv og være sammen med andre.

Men efter 46 års ægteskab mistede hun sin mand, og pludselig blev hverdagen svær.

”Jeg var meget ked af det. Sorgen fyldte meget, og jeg kom ikke rigtig over det, før jeg fik noget at lave som frivillig.”

Fra kaffe og kage til et nyt fællesskab

Det var lidt af et tilfælde, at Karen blev frivillig. En dag mødte hun tre aktivitetsmedarbejdere fra Gildhøjhjemmet foran Netto og Brugsen.

”Der stod tre friske tøser og spurgte, om man ikke ville være frivillig,” fortæller Karen.

De tre var aktivitetsmedarbejderne Birgit, Maria og Jeanett, og Karen sagde ja til at høre mere. Allerede samme uge blev hun inviteret til kaffe og kage på Gildhøjhjemmet, hvor de talte om, hvad hun havde lyst til at lave som frivillig.

”Jeg ville gerne snakke, hygge og lave aktiviteter. For eksempel bage med beboerne.”

Siden er det blevet til mange hyggelige stunder. Karen samler æbler med beboerne, bager æblekage, lægger puslespil, går ture og hjælper med at hente beboere til aktiviteter.

For Karen går frivilligheden begge veje. Hun giver sin tid til beboerne, men får til gengæld fællesskab, livsglæde og en følelse af at gøre en forskel.

”Jeg kommer jo ikke bare for at give. Jeg får så meget igen. Jeg får nogle dejlige mennesker at være sammen med, og jeg kan mærke, at det betyder noget, når jeg kommer. Det giver mig livskvalitet og gør min hverdag meget rigere.”

Hun sætter også pris på friheden. Som frivillig bestemmer hun selv, hvornår hun kommer, og kan holde en fridag, når hun har brug for det. I lange perioder er hun kommet næsten hver dag, men i dag trapper hun lidt ned, fordi kræfterne ikke rækker helt så langt som tidligere.

”Selv hvis de tilbød mig løn, ville jeg sige nej tak. Jeg mangler ikke noget. Som frivillig kan jeg komme og gå, som jeg har lyst til.”

Frivillighed giver mening

Samtidig er Karen blevet en så fast del af hverdagen på Gildhøjhjemmet, at hendes fravær bliver bemærket.

”Nu får jeg en skideballe af beboerne, hvis jeg en dag bliver væk. Og personalet siger også: ’Ej, hvor har vi savnet dig!’ Og så får jeg et kram.”

For Karen betyder det meget at kunne gøre noget for andre.

”Jeg ville ønske, der var flere, der var frivillige. Det giver så meget at se beboerne blive så glade for det, man gør. Du ved ikke, hvor meget indhold det giver mig i tilværelsen at hjælpe andre.”

De otte frivillige på Gildhøjhjemmet bidrager på forskellige måder – med musik, banko, cykelture, aktiviteter eller bare en god snak. De erstatter ikke medarbejdernes faglighed, men bidrager med noget andet: tid, nærvær og lysten til at være sammen med beboerne.

Det er samspillet mellem medarbejdernes faglighed og de frivilliges engagement, der skaber værdi for beboerne og bidrager til en god og meningsfuld hverdag.

Når Karen selv har brug for en pause, er der også plads til hende. I perioder, hvor hun har været syg eller haft brug for at komme sig efter en operation, har hun stadig besøgt Gildhøjhjemmet.

”Så har jeg bare siddet og drukket en kop kaffe og hygget mig og fået noget selskab. De har også passet på mig, indtil jeg var ovenpå igen.”

For Karen er Gildhøjhjemmet blevet en vigtig del af hendes liv.

”Jeg har ikke så meget familie og netværk, så Gildhøjhjemmet er min familie. Og jeg nyder at komme her.”