Så er arbejdet med at styrke demokratiet i Brøndby i gang
Første møde i Brøndbys nye midlertidige udvalg for styrkelse af demokratiet er netop afholdt i Kulturhuset Brønden. Valgforsker Kasper Møller Hansen gjorde udvalgets medlemmer klogere på tallene bag valgdeltagelsen i kommunen og Christine Ravn Lund fra Kommunernes Landsforening fortalte om udvikling af demokrati – altså det der sker mellem valgene i en kommune.
Syv udvalgte borgere, fire politikere fra Kommunalbestyrelsen og udvalgets formand Maha Gilani var i denne uge samlet for første gang. Kulturhuset Brønden lagde lokale til mødet, der ud over en introduktion til de forskellige medlemmer også bød på faglige indlæg.
Udvalgets syv borgere er nøje udvalgt ud fra et ønske om, at så mange forskellige livsfaser, bydele og kulturelle baggrunde er repræsenteret som muligt. Saida Benakrich er en af dem, der er blevet udvalgt blandt de 132 ansøgere til at deltage i udvalgets arbejde.
”Jeg har et spændende arbejdsliv bag mig, hvor jeg blandt andet har haft forskellige chefstillinger indenfor undervisning og fritid i Københavns Kommune. Samtidig har Brøndby formet mig, og det betyder, at jeg kan se tingene fra begge sider af bordet. Jeg flyttede hertil første gang, da jeg var 12 år, og det var her i kommunen jeg fik mit første lærerjob på en folkeskole. Nu vil jeg derfor gerne give tilbage af det mod og den tro på mig, som jeg har oplevet i Brøndby,” fortæller Saida.
Det er også personlige erfaringer, der har fået 46-årige Nawaz Salamat til at skrive en ansøgning til det midlertidige udvalg. Han arbejder som SOSU-assistent i Brøndby Kommune og er samtidig i gang med socialrådgiveruddannelsen. Men han har ikke altid været så målrettet.
”Jeg har tidligere i mit liv haft en stærk oplevelse af at stå udenfor fællesskabet og have en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg er heldigvis kommet videre – det handler fx om at gribe de muligheder, man får. At være motiveret til at få hjælp og selv tage ansvar. De oplevelser kan jeg bruge i det her arbejde, og jeg glæder mig også til at lære af de andre medlemmers erfaringer,” fortæller Nawaz.
Hen over det næste år skal borgere og lokalpolitikere sammen udvikle forslag til, hvordan Brøndby Kommune kan styrke – og invitere flere med i - den demokratiske samtale. Hvordan processen bliver herfra og hvilke temaer, der især vil blive arbejdet med, er op til udvalget. I løbet af processen vil også andre borgere blive inddraget i arbejdet.
Udpegede Brøndby borgere:
Saida Benakrich
Maria Seidler
Nawaz Salamat
Rida Alrudayni
Latifa Abdals
Sara Makoben-Blessing
Bent Christensen
Politikere:
Lene Skallebæk
Alexander Bruhn Skjøth
Mona Fedders Prag
Borgmester Maja Højgaard
Forperson:
Maha Gilani
Desuden deltager forvaltningsrepræsentanter i det understøttende arbejde.
Kontakt
Staben for Politik og Organisation
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: staben@brondby.dk