I Brøndby tager vi legen alvorligt
Hvordan skaber vi de bedste rammer for børns leg i dagtilbuddene? Det var omdrejningspunktet, da ledere og souschefer fra Brøndbys kommunale dagtilbud mødtes til en faglig ledelsesdag med fokus på legens betydning og børns deltagelsesmuligheder.
Leg er meget mere end noget, der bare sker af sig selv. Leg er en vigtig del af børns hverdag og udvikling, og derfor kræver det også faglig opmærksomhed at skabe gode betingelser for den.
I Brøndby har vi et særligt fokus på legens frie væsen, på at alle børn får mulighed for at deltage – også børn i udsatte positioner – og på, hvordan det pædagogiske personale kan være med til at understøtte, udvide og beskytte legen.
Det handler blandt andet om faglig ledelse, pædagogisk organisering, fysiske læringsmiljøer og løbende faglig refleksion.
Faglig inspiration og videndeling på tværs
Derfor var ledere og souschefer fra alle kommunale dagtilbud torsdag den 29. oktober samlet til en faglig ledelsesdag på Glostrup Park Hotel.
Dagen bød på faglig inspiration fra Nils Falk Hansen, pædagog, cand.pæd.soc., lektor og ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Universitet. Han præsenterede sine faglige perspektiver på, hvordan ledelse kan være med til at skabe gode rammer for leg i dagtilbuddene.
Herefter blev der sat fokus på videndeling og inspiration på tværs, da alle dagtilbud præsenterede deres aktuelle arbejde med leg på en fælles markedsplads. Her kunne dagtilbuddene dele erfaringer og hente inspiration hos hinanden.
Også de syv dagtilbud, der deltager i det nationale program Alle Børns Dagtilbud – et samarbejde mellem KL, Komponent og professionshøjskolerne – bidrog med præsentationer af deres aktionslæringsprojekter med fokus på leg.
Leg skal også mærkes i praksis
En faglig dag om leg ville naturligvis ikke være fuldendt uden plads til selv at lege. Derfor blev der også tid til at slippe legen løs og prøve kræfter med legen selv.
Dagen satte dermed fokus på en vigtig fælles opgave: At skabe dagtilbud, hvor legen har plads, hvor alle børn har mulighed for at være med, og hvor de voksne tager ansvar for at give legen de bedste betingelser.
Kontakt
Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen
Brøndby Rådhus
Park Allé 160
2605 Brøndby
Telefon: 43 28 28 28
E-mail: born@brondby.dk
Åbningstider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 13.00
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00
Telefontider
Mandag - onsdag: Kl. 09.00 - 14.30
Torsdag: Kl. 13.00 - 17.30
Fredag: Kl. 09.00 - 12.00